Handicappede borgere er selvfølgelig individer og borgere på lige fod med hvilke som helst andre borgere og har derfor også de samme rettigheder og pligter som andre.
For at samfundet skal kunne leve op til dette handicapsyn, og for at mennesker med en funktionsnedsættelse skal kunne nyde rettigheder og efterleve pligter, må hvert eneste hjørne af samfundet være indrettet ud fra, at der er en vis del af befolkning, som har en eller anden form for funktionsnedsættelse.
Hver eneste sektor, enhver myndighed, organisation eller virksomhed må tage sin del af ansvaret for, at deres hjørne af verden er tilgængeligt for mennesker med en funktionsnedsættelse.
Derfor indebærer sektoransvarlighedsprincippet: at den myndighed, organisation eller virksomhed, som har ansvaret for at levere ydelser, tjenester eller service til borgerne i almindelighed, har en tilsvarende forpligtelse til at sikre og finansiere, at disse ydelser, tjenester eller services er tilgængelige for mennesker med en funktionsnedsættelse.
Sektoransvarlighedsprincippet er i lighed med kompensationsprincippet skabt som modbillede til forestillingen om institutionslivets totalforsorg.
Sektoransvarlighedsprincippet er forbundet med kompensationsprincippet derved, at det er sektoransvarlighedsprincippet, der regulerer, hvem der er ansvarlig for at stille den nødvendige kompensation til rådighed. Sektoransvarlighedsprincippet er ikke et fast juridisk begreb.
Der findes ikke en lov, som definerer og fastlægger rammerne for sektoransvarlighedsprincippet. Men princippet er over de seneste 20 år løbende og i stigende omfang blevet integreret i forskellige sektorlovgivninger. For eksempel indeholder lovgivning inden for uddannelse, byggeri, beskæftigelse og kollektiv trafik i dag bestemmelser, som fastlægger sektorens ansvar over for mennesker med funktionsnedsættelser. Sektoransvarlighedsprincippet er ligeledes en del af Folketingsbeslutningen om ligebehandling fra 1993 (B43), hvor det bl.a. understreges, at princippet også omfatter private aktører.
Princippet er desuden beskrevet i vejledningen til serviceloven, ligesom Den Sociale Ankestyrelsen har brugt princippet som afgørende argument i flere afgørelser.
Sektoransvar i praksis
Hvad betyder sektoransvarlighedsprincippet i praksis?
Det betyder i al sin enkelhed blot, at enhver aktør - for eksempel et bibliotek eller en biograf - principielt er forpligtet til at sørge for, at de ydelser og tilbud, de stiller til rådighed for befolkningen som helhed, også er tilgængelige for mennesker med en funktionsnedsættelse.
Det enkelte bibliotek og den kommune, der er ansvarlig for biblioteket, må således påtage sig et eget og selvstændigt ansvar for, at kørestolsbrugere kan komme ind på biblioteket, at der findes letlæste bøger til læsesvage, at der er tegnsprogstolk til rådighed ved arrangementer på biblioteket etc.
Tilsvarende må biografejerne - hvis princippet skal efterleves - påtage sig forpligtelsen til atsikre fysiske rammer, som gør, at kørestolsbrugere kan komme i biografen og sidde sammen med dem, de følges med. Biograferne/ filmbranchen er på samme principielle måde forpligtet til at kunne tilbyde danske film med undertekster til hørehæmmede og arrangere forestillinger, hvor der er tegnsprogstolkning etc.
Finansiering af sektoransvaret
Det er som udgangspunkt en integreret del af sektoransvarlighedsprincippet, at den ansvarlige myndighed, organisation eller virksomhed også er ansvarlig for at afholde de udgifter, der er forbundet med at leve op til sektoransvarlighedsprincippet.
Mennesker med en funktionsnedsættelse er ligesom alle andre en del af den befolkning, der skal leve og fungere her i landet. Derfor bør de naturligvis heller ikke være hverken puljefinansieret eller have biografturen sponsoreret af de sociale myndigheder.
Det må være en del af det at drive et bibliotek eller en biograf, at man også betjener mennesker med en funktionsnedsættelse uden at skulle kompenseres af en anden myndighed.
Hvorfor er sektoransvarlighedsprincippet så vigtigt?
Det er det af to grunde:
For det første er det ud fra en ligebehandlings- og værdighedsbetragtning vigtigt, at mennesker med en funktionsnedsættelse får leveret identiske ydelser samme sted som alle andre. Handicappede skal ikke være henvist til særlige handicapbiografer eller biblioteket-kommer-ordninger, fordi biblioteket ikke er tilgængeligt. Ligeledes skal mennesker med en funktionsnedsættelse ikke have leveret transport af socialforvaltningen, når alle andre får det fra trafikselskabet.
For det andet er sektoransvarlighedsprincippet i praksis det eneste mulige princip. I et moderne decentraliseret samfund, hvor ansvar og beslutnings kompetence er uddelegeret på uendelig mange beslutningstagere, er enhver forestilling om, at handicappolitik drives og finansieres af én central myndighed en praktisk umulighed. Kun ved at gøre hver enkelt beslutningstager medvidende om, at deres beslutninger har konsekvenser for mennesker med en funktionsnedsættelse, kan man skabe et mere tilgængeligt og ligeværdigt samfund. Uanset om beslutningstageren er statsministeren eller den tømre, der sætter vasken op i skolekøkkenet, har de beslutninger, de træffer, konsekvenser.
Sektoransvarlighedsprincippet er således et forsøg på at formulere et handicappolitisk princip, som er lige så dynamisk og fleksibelt som den virkelighed, princippet skal virke i. Handicappolitik kan ikke organiseres centralistisk, når samfundet i øvrigt er organiseret decentralt.
Kilde DCH http://www.dch.dk/publ/grundprincipper/index.html