Kompensationsprincippet har sine rødder i opgøret med særforsorgen. Særforsorgens institutioner var domineret af læger, ligesom datidens handicapbegreb i høj grad var medicinsk funderet og byggede på en forestilling om handicappede som syge - som patienter, der skulle behandles.

En væsentlig del af det holdningsmæssige opgør med særforsorgstænkning har derfor været at erobre retten til at kunne definere sig selv med en identitet - som et menneske med en funktionsnedsættelse, ikke som en patient med en sygdom.

I det omfang en funktionsnedsættelse skyldes en sygdom, som kan behandles, skal der selvfølgelig behandles, ligesom der selvfølgelig skal forskes i de medicinske årsager og behandlingstilbud, som kan forebygge eller helbrede de sygdomme, som fører til forskellige funktionsnedsættelser. Men behandling og forskning er i dag kun et delelement i en handicappolitik, som i lige så høj grad tager afsæt i, at funktionsnedsættelsen er en tilstand. Derfor må indsatsen fokusere på løsninger, der tager udgangspunkt i det vilkår.

I opgøret med særforsorgen har det været altafgørende at ændre synet på funktionsnedsættelsen fra at være en sygdom til et vilkår, man lever med og kan kompenseres for, så man kan fungere i en almindelig dagligdag på lige vilkår med alle andre. Kompensationsprincippet udgør i dag, sammen med sektoransvarlighedsprincippet, kernen i bestræbelsen på at opnå ligebehandling.

Kompensationsprincippet indebærer, at samfundet tilbyder mennesker, som har en funktionsnedsættelse, en række ydelser og hjælpeforanstaltninger med det formål at afhjælpe eller begrænse konsekvenserne af den nedsatte funktion mest muligt. Kompensationen skal - så langt som det overhovedet er muligt - forhindre og forebygge de situationer, som begrænser udfoldelsesmuligheder for personer med en funktionsnedsættelse.

Kompensationsprincippet er en helt afgørende brik i bestræbelsen på at skabe lige muligheder.

Ideen med kompensationsprincippet er at skabe et så lige udgangspunkt som overhovedet muligt. Kompensation er ikke privilegier eller positiv særbehandling, men et forsøg på at udjævne et ulige udgangspunkt.

Kilde DCH http://www.dch.dk/publ/grundprincipper/index.html